Bedste praksis for kursusaktivitet i den moderne fremstillingsindustri
Tips til undervisningsmetoder, så du kan holde dine produktionsmedarbejdere opdateret om moderne processer, værktøjer og metoder – og dermed opnå en mere effektiv driftNår det drejer sig om uddannelse af medarbejderne, har de fleste fremstillingsvirksomheder flere forskellige metoder at vælge imellem, når de skal sørge for at udvikle medarbejdernes viden og færdigheder:
- Undervisning online og i eget tempo, hvor kurserne er tilgængelige døgnet rundt, året rundt
- Underviserstyret undervisning, også kaldet ansigt til ansigt, som foregår ved fysisk fremmøde i et kursuslokale
- Virtuel, underviserstyret undervisning, også kaldet fjernundervisning, der foregår i et virtuelt undervisningslokale eller som virtuel onlineundervisning.
- Blandet undervisning, der inddrager flere af eller alle ovennævnte metoder
- Hybrid-undervisning, hvor nogle kursister deltager fysisk og andre samtidig deltager online
Selvom metoderne er forskellige, handler vellykkede kurser for produktionsmedarbejdere i sidste ende om at skabe balance mellem emnet, deltagernes behov og virksomhedens organisatoriske karakteristika og mål.
Der er ikke noget, der slår underviserstyret undervisning, når man skal levere motiverende og interessant undervisning. Det giver kursisterne direkte adgang til underviseren, som er ekspert i emnet, og det giver en levende interaktion mellem kursisterne. Distraktioner holdes på et minimum, samtidig med at det giver et stimulerende læringsmiljø, herunder mulighed for praktiske øvelser. Det er dog vigtigt at sikre, at underviseren både er ekspert i emnet og kan undervise.
En potentiel ulempe ved traditionel klasseundervisning er imidlertid, at kursisterne skal møde fysisk op. For dine medarbejdere kan naturligvis ikke både arbejde og deltage i et kursus på samme tid. Det betyder måske, at produktionen står stille, og hvis undervisningen foregår et andet sted, kan der også være rejseomkostninger. Under pandemien blev kurser med fysisk fremmøde i stor stil ændret til virtuel undervisning.
Virtuel klasseundervisning er ikke et nyt fænomen. Men det er først det seneste stykke tid, metoden er begyndt at blive populær. De udfordringer, pandemien medførte, satte fart på udviklingen af platforme og teknologi til virtuel undervisning. Nu indebærer det langt mere end en slidt præsentation, der leveres via et dårligt kamera på en bærbar pc.
Man kan gøre brug af gruppearbejde, delte whiteboards, (menings-)målinger i realtid og andre værktøjer til at inddrage kursisterne aktivt i undervisningen. Omhyggelig planlægning af kursusforløbet og indlægning af pauser forhindrer skærmtræthed. Virtuel klasseundervisning minimerer nødvendigheden af rejser og dermed rejseudgifterne. Samtidig giver det mulighed for, at globale virksomheder kan sende medarbejdere fra forskellige lande på samme kursus, hvilket understøtter teambuilding, gensidig forståelse og samarbejde.
Onlinekurser bliver stadigt mere populære i fremstillingsindustrien, primært fordi medarbejdere i langt de fleste af verdens lande har mulighed for at deltage i dem. Onlinekurser er tilgængelige døgnet rundt, året rundt – hvis man har internetadgang. Og man bestemmer selv tempoet, så kursisterne kan se kurset igen, hvis det er nødvendigt. Det er generelt ikke specielt dyrt at komme i gang med onlineundervisning, og for globale virksomheder har det den store fordel, at kurserne kan vises på flere sprog. En af ulemperne er til gengæld, at onlinekurser generelt kræver større disciplin af kursisterne, specielt på længerevarende kurser. Moderne on-demand-kurser kan også inkludere coaching eller interaktion med flere, så både indlæring og engagement stiger.
Den mest populære metode til undervisning i fremstillingsindustrien er blevet en blanding af alle de bedste elementer fra underviserstyret undervisning og onlineundervisning. Onlinemateriale, der kan omfatte en quiz eller selvevaluering, fulgt af en dag med klasseundervisning online og/eller praktisk oplæring, betyder, at kursisterne både er engagerede, motiverede og aktive. Og samtidig holdes omkostningerne på et minimum.
Hybridundervisning anses som nok en af de vanskeligste undervisningsmetoder. Det er i bund og grund underviserstyrede kurser, hvor en del af kursisterne deltager fysisk, mens andre er med online. Det betyder, at underviseren er udfordret af, at vedkommende skal forsøge at fastholde opmærksomheden hos både de fysisk tilstedeværende kursister og dem, der deltager online, samtidig. Interaktionen er ofte afbrudt og ujævn, og det stiller enorme krav til de tekniske elementer i undervisningen, hvilket kan gøre undervisningen meget vanskelig. Men den hybride undervisningsmetode har også sine fordele, specielt når det er afgørende vigtigt, at der er adgang til undervisning.
For at maksimere fordelene ved uddannelse af produktionsmedarbejdere er det vigtigt at huske på følgende problemstillinger:
- Hvem, hvorfor og hvad? – Disse grundlæggende spørgsmål hænger tæt sammen. Find ud af, hvem der har brug for undervisning, hvorfor de har brug for det, og hvad der vil være det ønskede resultat.
- Timing – Planlæg undervisningen i tidsrum, hvor det ikke forstyrrer dine produktionsplaner.
- Brug det rigtige sprog – Gennemfør så vidt muligt kurset på det lokale sprog. Det er ikke alle, der taler og forstår et universelt sprog flydende. Og når man gennemfører et kursus på en medarbejders modersmål, viser det respekt, nedbryder barrierer og reducerer stress.
- Motivation – Sørg for at udarbejde og præsentere kurset på en måde, så medarbejderne kan se en positiv gevinst, der belønner dem for at bruge deres tid og kræfter på kurset.
- Skab en læringskultur – Udover blot at etablere kurser for medarbejderne og benytte den bedste praksis for undervisning i fremstillingsindustrien, bør du også sørge for at udvikle en kultur, hvor der er fokus på læring og på faglig og personlig udvikling i arbejdslivet. Det er et arbejde, der begynder på ledelsesniveau.
En anden metode til at udarbejde dine egne undervisningsprogrammer, der lever op til bedste praksis for undervisning i fremstillingsindustrien, er ved at gøre brug af allerede eksisterende ekspertise. Du behøver ikke selv opfinde den dybe tallerken igen. Seco har mange års erfaring inden for fremstillingsindustrien i hele verden, og vi råder over masser af ressourcer og eksperter, som kan levere individuel undervisning, klasseundervisning og onlineundervisning i en lang række emner. Se nærmere på vores kurser om alt fra optimering af produktionen til fremragende bearbejdning.
Inline Content - Survey
Current code - 5fce8e61489f3034e74adc64